Boganmeldelse af Den forstenede greve
Reklame/Anmeldereksemplar - Jeg har fået bogen "Den forstenede greve" tilsendt fra forlaget Forfatterskabet. Bogen er skrevet af de to ejere af forlaget nemlig, tvillingebrødrene Søren og Morten Ellemose.
Bogen "Den forstenede greve" er en sammensat bog af 15 noveller, som selvom hver novelle er en historie for sig, bliver kædet sammen til en samlet fortælling. Selve historien handler om en journalist, som bliver kontaktet angående en historie. Det eneste som er noteret er en adresse. Mystikken er der, for hvilken historie er der tale om? Journalisten møder greven, som har tiden imod sig. Grevens krop bliver mere og mere forstenet for hvert minut der går. Det er ikke bare én historie, som skal fortælles, men flere. En historie for hver novelle. Har journalisten nok papir med på sin blok, og har han nok bånd på sin diktafon? Og hvad med greven, når han at få fortalt alle de planlagte historier inden tiden er forbi?
Som tidligere skrevet er hver novelle en ny historie. De fleste er lidt grumme, overnaturlige, og man tænker om de virkelig kan ske. Men de 'spicer' hele fortællingen op, og man sidder lidt på stikkerne for at høre den næste historie. Hver historie overtages af en dialog mellem journalisten og greven, og derefter begynder den nye historie.
For at I skal kunne forstå bogen, har jeg valgt at fortælle om en af novellerne. Min favorit må være den med Djævlespejlet. Et rokokospejl fra 1700-tallet, som blev solgt på auktion. Prisen kom højt op, for det havde tilhørt Ludvig 14. af Frankrig. Den lille spinkle mand fik købt det tunge spejl, som han tog på ryggen hjem, selvom auktionshuset gerne havde leveret det. Hans penthouselejlighed på 12 værelser og mere end 500 kvadratmeter. Et eneste lille kammer, hans soveværelse, manglede et spejl. Det eneste rum som manglede et spejl. Han elskede spejle og var besat af dem, og han havde alle slags. Da han havde fået det store og tunge spejl op på væggen, ville han beundre det. Han smed tøjet, og som andre ville beundre sig selv uden tøj på, var det slet ikke i mandens fokus. Spejlet var i mandens fokus, og spejlet opslugte ham. Tøjbunken var det eneste andre mennesker ville finde. Nu var spejlet mæt af sjæle. Og det fineste citat fra bogen er: "Sådan havde det tænkt hver eneste gang, det blev hængt op et nyt sted."
Selvom mange af historiernes pointer ikke bliver direkte beskrevet, så tænker vi nok alle på samme mening. Dette er faktisk en af mine favorit måder historier kan slutte på, for måske får vi ikke samme slutning alle sammen, og det giver mig mulighed for at reflektere lidt, og giver god eftertænksomhed. Derfor tog jeg mig også god tid til bogen, for selvom den "kun" er på 141 sider, så havde jeg brug for at tænke lidt ekstra efter hver novelle. Jeg giver bogen 4 stjerner, for den form for satirisk grusom humor er jeg ret vild med, og jeg vil anbefale at man får fat i bogen, og måske giver den i gave til læsehesten, som ønsker at stifte bekendtskab med en anderledes form for litteratur.
Udenpå bogen er der beskrevet "Brødrenes Grumme Eventyr 1", og det kunne håbes at det betød, at der kom flere bøger i samme genre. Ikke at det skal handle om samme emne, men alligevel have grusomheden over sig, ligesom med denne bog. Det ser jeg frem til.
Hvis du ønsker at læse mere om bogen "Den forstenede greve" kan du klikke HER.
Kommentarer
Send en kommentar