Bliv tyk, ikke tynd

Glædelig januar.

Tiden efter nytår, og tiden i januar er generelt en periode hvor mange tænker over hvordan vi lever vores liv. Vi reflekterer over livet. Et nyt år gør at man tænker mange tanker, og mange får også nytårsforsætter. 

Et nytårsforsæt kan være mange ting. Det har jeg lært mig selv i et par år efterhånden. For nytåret gør at mange automatisk tænker på vægttab, eller måske ønsker man at nedsætte sit sukkerindtag.

Men hvorfor skal det absolut være noget som handler om vores ydre, hvorfor prøver flere af os ikke at ændre på det indre. Vi kunne måske være bedre ved os selv, og måske også andre ved at rose os selv og andre. Det var da et smukt nytårsforsæt. Og hvorfor skal der absolut et nytår til, for at få os til at ændre noget ved os selv.

Tilbage til det med vægttab, for jeg har lovet ret længe at jeg ville skrive om mig og min undervægtighed, da jeg var yngre. Når jeg kigger tilbage på det har jeg nok lidt af en spiseforstyrrelse. Og når jeg ser billeder af mig selv for 10-15 år siden, har jeg fået et chok, for hold op hvor så jeg syg ud.

Jeg har aldrig været en person som har holdt igen med maden, og folk har altid sagt at jeg var heldig at jeg ikke tog på, for allerede dengang spiste jeg godt til med både slik og chips. Men det var måske på grund af dette mit energiniveau var helt nede, så jeg ikke altid havde energien til at få lavet noget godt aftensmad. Det kan man også se på billederne at mit hår mangler vitaminer. Det problem har jeg ændret i dag, og jeg laver faktisk hjemmelavet mad næsten hver dag.

Min krop har faktisk alt været ret svag. Jeg husker som barn at jeg ud af ingen sult kunne føle en enorm sult. Og når jeg var sulten, så skulle jeg have mad med det samme, ellers fik jeg voldsomt ondt i maven, og skulle faktisk ligge ned. Når først denne smerte i maven var kommet, så var sulten væk igen. Om denne smerte og sult har været psykisk, det skal jeg ikke gøre mig klog på. Men hvor var jeg dog styret af det.

Hvordan min undervægtighed startede, kan jeg ikke huske, men jeg kan huske at prøverummene i tøjbutikkerne var det værste, og det er det faktisk stadig. Det værste jeg ved, er at købe tøj. For min krop er en rigtig kvindekrop, og det var den faktisk også den gang selvom jeg var tynd. For formerne på hofter, bryster og bagdel har altid været der. Og at finde tøj til en rigtig tynd pige med almindelige former er så svært, derudover har jeg en ret svaj ryg, så at købe bukser, som passer. er en kamp for mig. Og tanken om at jeg endnu en gang gik ud af prøverummet uden at finde tøj jeg kunne passe, var et kæmpe nederlag for mig, og det hjalp absolut ikke på mit i forvejen dårlige selvværd. Hvis bukserne passede i længden, så passede de ikke i omkreds, og sikkert heller ikke om hofterne. Det problem har jeg faktisk stadig, og jeg overvejer faktisk at sy mine egne cowboybukser, så jeg ikke får samme nederlag hele tiden. Forleden fik jeg endnu et nederlag i et prøverum, hvor bukserne enten ikke kunne fås som jeg manglede dem, og dem som var ikke passede.

Jeg har altid været en okay høj pige på omkring de 170 cm, og når man så kun vejer 50 kg, så er det simpelthen for lidt. Jeg har så siden taget 20-25 kg på, og jeg har aldrig haft det bedre. Godt nok har jeg en del på sidebenene, men hvor er jeg i meget mere harmoni end før. Godt nok kunne jeg godt være mit sukkerindtag foruden, for det gavner ikke på op og nedgående blodsukker, men jeg er så glad. 

 

En af de bivirkninger jeg havde foruden trætheden og ingen energi, var blandt andet at jeg havde så ondt i mine led, især i ryggen og hofter. Jeg kan huske at sove på ryggen en hel nat var næsten umulig. Hvilket gør at jeg stadig har den vane at vende mig 100 gange i løbet af en nat (selvfølgelig overdreven sagt). 

Er der mon nogen som kan huske overskriften? Altså bare på den omvendte vending. ”Bliv tynd ikke tyk”. Denne overskrift kom til mig lige pludselig, for jeg kunne huske den fra en børnefilm, som jeg så som barn, med Edward Elefant fra Fabuland. Edward Elefant får hikke, hedder filmen. Og tænk engang at vi børn lærte at hvis man skulle spise en lagkage, så skulle man op på vægten, for at se om man skulle løbe en tur inden. Gad vide om den slags film var gået i dag.

Det er tit at vægttab er et ønske til hvert nyt år, og jeg må indrømme at jeg bliver mentalt træt af at høre det fra folk, som hver gang “bare mangler at tabe 5 kg”. I skulle vide hvor dejlige i er, og stop med at tænke de tanker. Jeg vil så meget hellere veje 10 kg for meget end 10 kg for lidt. 

Tankerne tilbage på denne tid hvor jeg var ”syg” gør mig rigtig ked at det. Jeg taler med mange i min familie som godt kan huske det, og når vi kigger på billeder, er det så mærkeligt at det virkelig skulle være mig. Jeg husker ikke de dumme tanker særlig meget, for de tanker om at jeg har følt mig stor, har været der, selvom jeg var undervægtig. Men de startede nok i de forbandede prøverum. Tankerne til mig selv om at ”Åhhh hvor er du tyk”, og at jeg også skulle tabe mig de kom til mig tit.

Jeg har ikke fortalt nogen om disse tanker, men om man kunne se min nedtrykthed efter jeg ikke kunne passe tøjet i butikkerne efterfølgende ved jeg ikke. Men I må love mig om enten det handler om jer selv, eller det handler om én i kender, så sørg for at INGEN går rundt med disse tanker om sig selv.

Nu må jeg komme frem med mit nytårsforsæt i år. Eller det er faktisk ikke noget som jeg har ændret i år, for jeg husker at jeg allerede startede sidste sommer. Jeg er begyndt at rose folk på gaden, eller i butikkerne. Intet falsk, for jeg roser ikke for at rose, men jeg gør det når jeg kan se folk enten prøver tøj eller sko og de virkelig er i tvivl om sig selv og deres køb. Jeg husker en kvinde på omkring de 60 år, som prøvede sko i Bilka. Hun havde hendes mand med, og han havde måske lidt svært ved at få hans mening frem. Måske også fordi hun led lidt af dårligt selvværd. Jeg var lige ved at sige til hende at hvor så hun bare godt ud i de sko. Men min generthed kom frem. Jeg har besluttet mig for at give min mening til kende, altså fra den positive side, for ingen har fortjent at få negativ feedback uden at have bedt om det. Men positiv feedback, uden man forventer det redder hele ens dag, husk det.

Før skrev jeg at jeg havde taget 20-25 kg på, men det er nok også blevet lidt mere end det. Jeg er faktisk begyndt at ændre min kost lidt, og motionere lidt. Intet ekstremt for jeg skal SLET IKKE tilbage dertil igen. Jeg var så ked af det ind i min sjæl, og nu har jeg aldrig været mere glad. Husk at elske jeres krop, og giv ikke jeres sjæl lov til at være ked af det.

Og så vil jeg slutte mit blogindlæg med et citat af Drew Barrymore: ”Min krop virker, så jeg har ikke tænkt mig at klage over den måde, den er formet på.”

Og så er der vist ikke mere at sige i den sag. Punktum Slut!