Kærlighedserklæring til dagen og livet
Denne uges 'Ugens Begivenheder' indeholder arrangementer ud-af-huset, hvilket er virkelig længe siden sidst. Kirkehøjskolen er begyndt igen, og det er nu tid til at nyde de gode foredrag her i foråret. Jeg glæder mig til dem hver gang, når de afholdes hver 14. dag.
Det var meningen, at vi skulle have hørt Iben Skibsted Klæsøe fortælle om "Juleaften, De Hellige Tre Konger og julekrybbernes historie", men hun havde meldt afbud, og i stedet havde de fået fat i sognepræst Stefan Lamhauge Hansen, som fortalte om præst og forfatter Jakob Knudsen. Hvis det navn ikke får klokkerne til at ringe, så er det ham, som står bag salmen "Se, nu stiger solen af havets skød", som er en populær salme at synge til de større begivenheder.
Det er altid spændende at høre om de lidt mindre kendte navne, og føle at man går hjem med en større viden. Det skete også med dette foredrag, selvom det flere steder også kom til at handle en del om de personer, som var omkring Jakob Knudsen, og det kunne godt nogle gange være svært at følge med i foredraget, når der blev sagt "han", og man lige havde hørt om både hovedpersonen Jakob Knudsen, men også om andre store personligheder, såsom Johannes V. Jensen, Grundtvig og Georg Brandes.
Foredraget begyndte med, at vi selvfølgelig skulle synge salmen og morgensangen "Se, nu stiger solen af havets skød", som virkelig er en sang, som som sætter ord på de store temaer, såsom liv og død, men er samtidig en kærlighedserklæring til dagen og livet, men med blik for livets mørke, ligesom Jakob Knudsens anden salme "Tunge, mørke natteskyer". Vi fik udleveret en liste over Jakob Knudsens forfatterskab, og der var flere interessante titler noteret. Jeg blev ret nysgerrig over hans forfatterskab, så det kan være, at jeg senere på året vil dykke lidt ned i hans skriverier.
Jeg tog fra foredraget med en meget god viden om Jakob Knudsen, både omkring forfatteren selv, men også om den tid, han levede i, og hvordan han via hans prosa skrev som han gjorde, men alligevel også med en eftertænksomhed, for hvordan kan man være præst, og samtidig præsentere sig selv som 90 % hedning, og 10 % kristen?!
Udover foredraget i sidste uge, var det også tid til at sætte sig foran tv'et igen, hvis man er interesseret i sport, og samtidig vil holde med Danmark. EM i herrehåndbold er nemlig begyndt. Jeg er altid interesseret, når Danmark spiller både håndbold og fodbold, og jeg har faktisk altid været det. Derfor sidder jeg selvfølgelig også foran fjernsynet, når Danmark spiller deres kampe, hvilket de gjorde to gange i sidste uge. Jeg er vild med deres sammenhold og kampgejst, så jeg er sikker på, at de nok skal nå langt. Selvom man siger, at det ikke drejer sig om at vinde, og man skal være glad for bare at være med, så vil vi jo altid gerne have, at vi når langt, og gerne får en medalje med hjem. Sådan har vi det nok alle, og jeg skal nok sidde med igen foran fjernsynet, når Danmark de næste gange igen går på banen.
Sidste uge har været en spændende og udtryksfuld uge. Jeg ser frem til endnu flere oplevelser i den kommende uge, og igen til endnu et foredrag i Kirkehøjskolen om 14 dage.
Kommentarer
Send en kommentar